Del dine køb mellem forskellige Apple ID’er
Når du har indstillet Familiedeling får du med det samme adgang til gratis at kunne hente hinandens købte apps, bøger, film og musik. Man behøver ikke længere at have mange forskellige iOS enheder på det samme Apple ID, men man kan have hver sit ID til alle enheder, og bare dele sine køb mellem de forskellige ID’er. Du kan dele dine køb med op til 5 andre i din familie, så det vil sige med dig selv kan man se hvad der er købt på 6 forskellige ID’er. Du kan også oprette et Apple ID til dit barn, uden at der er knyttet et kreditkort til, og dit barn kan så købe indhold gennem Familiearrangørens kreditkort ved hjælp af “Spørg for at købe” funktionen, der giver dig som forælder mulighed for at godkende eller afvise et bestemt køb dit barn gerne vil foretage.
Få styr på hvor din familie befinder sig
Med Familiedeling kan du nemt og automatisk dele hvor du er med din familie i “Find mine venner” og “Beskeder” appen. Det er en smart funktion hvis i nu har aftalt at mødes et sted, og en i familien ikke dukker op til tiden, så kan man nemt og hurtigt gå ind og se om personen er på vej, eller om han måske skal have et kald fordi han stadig sidder derhjemme. Der er også det smarte ved det at du let kan tjekke op på om dit barn er nået sikkert frem til fodboldtræning eller andet uden at skulle ringe op til barnet. Det er selvfølgeligt også muligt ikke at have denne funktion slået til selvom man har valgt at bruge Familiedeling i familien. Det styrer du under Indstillinger -> iCloud -> Del min lokalitet.
Hvor har jeg glemt min iPad?
Med Familiedeling kan alle i familien nu hjælpe med til at finde din forsvundne iPad eller iPhone. Med Find min iPhone-appen kan familiemedlemmer bruge en enhed til at finde en anden bortkommen enhed med. Og efterfølgende kan man få den bortkomne enhed til at afspille en lyd (også selvom ringesignalet er slået fra). Hvis du ikke ønsker, at dine enheder bliver fundet, skal du bare slå Find min iPhone fra. Det kan du styre under Indstillinger -> iCloud -> Find min iPhone.
Styr dit barns køb af apps fra din egen iOS enhed
Med Familiedeling er det nu muligt at oprette et Apple ID til dit barn, også selvom det er under 13 år. Når først dit barn har et Apple ID der er tilknyttet deres egen iOS 8 enhed, kan du roligt lade dem bladre igennem App Store og lede efter apps de kunne tænke sig. Dit kreditkort behøver ikke at være knyttet til deres konto, og den smarte funktion “Spørg for at købe” gør det muligt for dit barn at sende dig en besked direkte til din iOS 8 enhed med et spørgsmål om de må købe en bestemt app. Du kan i beskeden se hvilken app det drejer sig om og hvad den koster. Det smarte ved denne funktion er at du ikke behøver at have deres enhed i hånden og taste din kode til dit Apple ID, men du kan godkende købet direkte fra din egen enhed.
Hold stye på hvilke planer din familie har
Med Familiedeling får man en fælles familie kalender. Nu kan alle i familien føje begivenheder til en enkelt kalender. Du kan endda opsætte familiepåmindelser, der vises på alles enheder på det nøjagtige tidspunkt eller det præcise sted, du vælger. Så når det er tid til skolefotos, pizzaaften eller bare en tur til stranden, ved alle det. Det er en super praktisk måde at holde styr på aftalerne for alle i familien, og vide hvornår der kan passes en ekstra aftale ind hvor alle i familien kan have tid til det.
Du får et fælles familie foto album
Familiedeling gør det nemmere og sjovere at samle og dele familiens minder. Du får automatisk oprettet en familiefotostream, hvor du kan dele billeder, videoer og kommentarer. Det hele sørger Apple for bliver holdt opdateret på alle iOS 8 enheder i familien. Så har hele familien taget billeder fra den samme ferie eller familieudflugt, så er det her muligt at dele billederne og filmene med alle i familien på en smart måde, og der kan endda skrives kommentarer til de forskellige billeder så man kan blive enige om hvad der var det sjoveste ved netop det øjeblik.
Få hjælp til at indstille Familiedeling
Hvis du har brug for lidt hjælp til at indstille Familiedeling på den bedste måde, og en lidt dybere gennemgang af hvordan de forskellige dele fungerer, så kan du finde mere information i guiden: iOS 8 Guide: Hvordan indstiller jeg Familiedeling