Apple har allerede, til udviklere, gjort to beta versioner af iOS 8.1, som er den første ordentlige opdatering til iOS 8, tilgængelige. Når vi får iOS 8.1 at se, må det forventes at en del af de features der allerede var planlagt til at skulle være fulgt med i den oprindelige iOS 8 udgivelse, endeligt bliver tilgængelige. Ifølge de fleste, hvis ikke alle rygter, så får vi mere at se om iOS 8.1 i morgen, når Apple holder deres Oktober iPad event, hvor vi sandsynligvis både får nye iPads, nye iMacs, iOS8.1 samt Mac OSX Yosemite at se. Vi vil her prøve at lave en lille liste over de vigtigste funktioner, som formentligt kommer sammen med iOS 8.1.
Apple Pay
Nogle af de ting vi får i iOS 8.1 vil være afhængige af hvilken iOS enhed man har. Det vil fx Apple Pay, som til at starte med kun vil være en feature man vil se på iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Det forventes at der til eventet også vil komme nye iPads, som vil understøtte Apple Pay i et begrænset omfang. Senere, i løbet af 2015, hvor Apple Watch kommer i butikkerne, vil Apple Pay blive tilgængelig på alle iOS 8.1 enheder. Det vil det gennem Apple Watch, hvor der vil være en indbygget NFC chip, der gør Apple Pay mulig.
Handoff
Handoff er en anden feature der først rigtigt kommer til sin ret når vi får iOS 8.1. Det er rigtigt at Handoff allerede i iOS 8 virker i et begrænset omfang, man kan godt allerede nu tage mod et telefon opkald på sin iPad hvis man har en iPhone med Handoff slået til i nærheden. Men når iOS 8.1 kommer, og Mac OS X Yosemite formentligt er udkommet, så bliver der også muligt at modtage telefon opkald på sin Mac, samt sende “rigtige” SMS beskeder både fra din Mac og din iPad, noget man ikke kan i dag.
iCloud Drev
Endnu en feature der først rigtigt kommer til sin ret med iOS 8.1 er iCloud Drev. Som det er nu, har man ikke meget at bruge iCloud Drev til, det kan faktisk ikke andet end det hele tiden har kunnet. Men når Mac OS X Yosemite, som formentligt bliver udgivet meget tæt på iOS 8.1, kommer til din Mac, så kommer iCloud Drev til at virke ligesom man kender Dropbox eller Google Drev i dag. Faktisk så virker det allerede på den måde hvis du har en PC med iCloud Drev installeret. Vi har også tidligere skrevet om en App hvor man fra sin iPhone eller iPad kunne browse rundt og se hvad man havde liggende i sit iCloud Drev, men ikke rigtigt gøre noget med det.
iCloud Photo Library
Yderligere en feature der ikke bliver skrevet så meget om, måske fordi folk ikke helt ved hvordan det virker er iCloud Photo Library. Vi har her på siden allerede skrevet en artikel om det, og det ser ud til at blive en rigtig god feature, specielt for folk der har fået købt deres iPhone eller iPad med lidt for lidt plads. Funktionen går i korte træk ud på at man kan vælge at gemme sine billeder i skyen, altså iCloud Drev, i stedet for på sin iPhone eller iPad. Det vil så gøre at man får frigivet en del plads på sin iPhone. Ulempen er så at billederne, for at kunne ses i højeste opløsning, skal hentes fra iCloud Drev, enten via Mobildata eller Wi-Fi hver gang man skal se dem.
Fejl rettelser og tweaks
Den sidste ting, og en ting vi kan være helt sikker på vil komme, er en stor mængde fejl og stabilitetsrettelser. Det er måske endda en af de vigtigste ting, for Apple, der kommer med iOS 8.1. Apple har haft problemer med at få folk til at opdatere fra iOS 7 til iOS 8, pga. de mange problemer folk har haft med iOS 8. Personligt har jeg ikke haft flere Apps der crasher eller andre problemer, end jeg havde med iOS 7. Men alligevel har mange været tilbageholdende med at opdatere fordi de har hørt forskellige historier om folk der har haft store problemer efter at have opdateret. Så det er helt sikkert at Apple med iOS 8.1 vil gøre meget ud af at få løst de problemer der har været med iOS 8, så de med succes kan få folk til at opdatere. Specielt vil de måske fokusere på at få iOS 8.1 til at køre bedre på de lidt ældre enheder som iPhone 4S og iPad 2, da der har været lidt problemer med at enhederne godt kan blive langsommere af at opdatere fra iOS 7 til iOS 8.
Som vi tidligere har skrevet om, så arbejder Apple allerede op iOS 8.2 og iOS 8.3, hvilket er noget nyt i forhold til de tidligere iOS versioner, hvor der ikke har været andet end en .X opdatering.